Dit første døgn
Kæreste Laura,
Ingen ende ville tage, da din mor og far fortalte mig, at de gerne vil have mig med til fødslen. At det så blev helt anderledes, var jo ikke til at vide.
Det blev endelig den 20. maj, og du skulle komme til verden.
Vi – mor og far selvfølgelig, og så mormor og farmor – var på sygehuset, for at tage imod dig, du allerkæreste skat.
Mor havde så ondt, men der skete ikke det helt store. Til sidst indvilgede mor i at få noget smertestillende, og det gav lidt ro. Nu skulle vi så vente på at mor åbnede sig, så du elskede skat kunne komme til verden. Og vente det kom vi til.
Det gik hen og blev den 21. maj. I løbet af natten forsøgte vi alle at sove. Farmor kunne ikke falde i søvn. Far tog en lur i badekarret. Mor og mormor lå sammen i sengen og småsov lidt.
Det blev morgen, og lægerne synes ikke om din tilstand, så de besluttede at du skulle tages med kejsersnit. Øv bøv for så vidste farmor godt, at jeg ikke skulle med til fødslen.
Mor og far kom på operationsstuen, og jeg tog op i byen og købte en gave til dig og mor. Far lovede at ringe, når du var kommet til verden.
Jeg synes der gik rigtig lang tid før far ringede, så jeg tog ud på hospitalet og ventede nede i forhallen. Endelig så ringede din far og fortalte stolt om dig. Jeg kunne ikke vente, men alligevel så ventede jeg til mormor og oldemor kom. Det var nogle meget lange minutter.
Det var så stort at se dig, kæreste skat. Jeg elskede dig fra første øjekast, og tænkte straks på de mange timer, som jeg kunne se frem til i dit dejlige selskab. Tænkte på alle de mange oplevelser vi – Ole og farmor – vil give dig.
Du kan nok se på billederne, at vi alle er trætte, men nok mest af alt din mor.